Vi har fået en opdatering fra vores skoleprojekt i Kenya. Pengene, som Integro har doneret, er gået til:
- Betaling af skolegang for vores sponsorbarn i Gambia, som nu har færdiggjort sin computer-klasse.
- En måneds løn til “mad-mor” på Upendo Rescue Center. Hun laver mad til børnene hver dag, så de kan koncentrere sig om skolegangen.
- Sidst men ikke mindst har 109 børn og fire lærere fra skolen i Kenya været på tur til Dyrebørnehjemmet uden for Nairobi.
Selvom børnene bor i safariens hjemland Kenya, har langt størstedelen af dem aldrig set savannens vilde dyr. Det har de nu, og det var en stor oplevelse for dem. Bl.a. lærte de at se forskel på en hun- og en hanløve. Derudover lærte de, hvordan de forskellige dyr jager, spiser, sover og føder m.m.
Skoleleder Naum fra Upendo Rescue Center, som også var med på turen, fortæller: “Turen til Dyrebørnehjemmet var en stor og glædelig dag for alle såvel børn og lærere. Det har så stor betydning for vores børn, at de får ud-af-huset oplevelser som disse. For vores forældreløse børn var det også godt at opleve, hvordan dyrene på Dyrebørnehjemmet trives og bliver stærke, trods fraværet af deres forældre.”