Her bliver flygtninge ikke lagt på is, men heller ikke pakket ind

Hos Famm Seafood i Hanstholm har man særdeles gode erfaringer med at ansætte flygtninge. Virksomheden har gennem Jobcenter Thisted og med hjælp fra Integro taget en række jobparate flygtninge i praktik. De fleste er i dag enten i ordinær ansættelse, fuldtidsvikariat eller i gang med IGU-forløb i virksomheden.

For Famm Seafood er det nemlig et princip, at der i forlængelse af et forløb skal være en reel mulighed for at blive fastansat. Hanne Klemmensen, der udover at være talskvinde, er kontaktperson for virksomhedens nydanske medarbejdere forklarer:
– Vi ser ikke praktik, løntilskud eller IGU-forløb som en måde at få gratis eller billig arbejdskraft. Det er måske det, der driver nogle virksomheder til at tage flygtninge i praktik. Men vi ønsker ikke at udnytte hverken systemet eller de gode mennesker, som kommer her, i håbet om at kunne blive ansat og selvforsørgende.

Ordinær ansættelse fremfor praktik

Netop fordi arbejdskraften og de ressourcer, flygtningene kommer med, er vigtigere for Famm Seafood end tilskudsordningerne, er virksomheden hurtigere end de fleste til at tilbyde ordinær ansættelse.
– Vi behøver ikke mere end 4-6 uger for at finde ud af, om vi skal tilbyde en praktikant et rigtigt job. Allerede efter 14 dage har vi en samtale, hvor vi snakker lige ud af posen, og drøfter om der er basis for ansættelse. Og det går jo begge veje. Praktikanten skal også have lysten og motivationen til at blive rigtig medarbejder hos os, uddyber Hanne Klemmensen.
– Det kan hænde, at vi bliver enige om at stoppe dér – der er jo ingen grund til at spilde hinandens tid. Men de fleste gange er vi blevet enige om at sigte efter ordinær ansættelse.

For Famm Seafood er de nye danske integrationsborgere en kærkommen mulighed for at styrke organisationen. Det er ikke nemt at skaffe kvalificeret arbejdskraft i en branche, hvor hænderne skal vende rigtigt, og der ikke er tid eller plads til at være sart.
– Vi har fået nogle helt fantastiske medarbejdere, der på alle måder er med til at styrke vores organisation – både i forhold til effektivitet og til stemningen på arbejdspladsen. Jeg kan slet ikke forstå, at der stadig er virksomheder, som er betænkelige ved at tage flygtninge ind.

Alle inde i varmen, uden at blive pakket ind

Hanne Klemmensen vil gerne afsløre, hvad hun mener, er hemmeligheden bag en succesfuld integration af flygtninge på arbejdspladsen.

– Hos os er vi ikke flere, end at vi fungerer som én stor familie. Alle som arbejder her, har en plads i fællesskabet – man er makkere i tykt og tyndt. Det ligger os fjernt at fryse nogen ude –  uanset om de engang imellem skal vende snuden mod Mekka, eller hellere vil have en fiskefrikadelle end én med svinekød til julefrokosten. Omvendt pakker vi heller ikke vores flygtninge ind. De har de samme forpligtelser og krav til effektivitet og kvalitet som vores øvrige medarbejdere. Og det er præcis, hvad de selv ønsker – at blive behandlet 100% som deres danske kollegaer. På godt og ondt. Det er netop dét, der beviser for dem, at de er fuldt integreret – og i stand til at forsørge sig selv.

Vil du vide mere om job og integration i Thisted Kommune, kontakt projektleder Mikael Nyeng på mobil 4172 6005 eller mail mik@integro.dk